En god faglig udvikling forudsættes af en tryg social tilværelse. Når eleven oplever sig som en inkluderet del af det sociale liv på skolen (fx at have fundet venner og at føle sig accepteret som den, man er), oplever vi en stor udvikling i den unges faglighed. Modsat, hvis eleven har vanskeligt ved at falde til, eller hvis der opstår sværere konflikter, stagnerer eller regredierer den faglige udvikling. Der arbejdes derfor med elevernes evne til at opsøge, skabe, deltage i og vedligeholde venskaber samt hvordan man generelt forholder sig til venner, familie og fx kærester.
Meget af arbejdet handler om at tale med den unge om, hvordan man kan forstå det, som andre siger eller gør; hvordan man kan sætte sunde personlige grænser op omkring sig selv og samtidig overholde andres grænser; samt hvordan man kommunikerer med andre på en god måde, også når følelserne overtager.